“Jeg har tænkt en del over på det sidste, hvordan der er begyndt at være flere og flere kunstkritikere, som tager bladet (mere) fra munden og siger til og ikke mindst fra. Og dette har affødt en reaktion, hvor de kunstnere, der skrives om tager til genmæle, og ønsker (også) at blive hørt i, hvordan deres værker italesættes. Jeg oplever det som produktivt, fordi magtbalancer kastes op i luften.
Jeg skriver kritik, refleksioner og undersøgende tekster om performancekunst, dans og teater, og jeg gør dette med en baggrund som både billedkunstner og forfatter. Jeg er derfor en person, som ikke er uddannet fra fx kunsthistorie, og jeg tror på, at der kan komme en anden form for kritik ud af dette: måske en kritik, der ved, hvordan stort set alle værker laves med hjerteblod og næsten ingen penge, og hvordan det oftest er et forsøg, og ikke noget som er færdigt, i stedet altid i bevægelse.
Det er interessant, hvordan kritikeren nemt kan tilskrives at have værdi som en sandsigerske, og her tænker jeg på den kritiker, der ikke går til sit erhverv som en undersøgelse og med ydmyghed, og som derfor også tildeler markeringer, såsom hjerter i Politiken, for at læseren derved nemt kan afkode præcis, hvor godt eller dårligt værket er – for netop meget kritik stiller sig netop der: fremskriver en (subjektiv) mening om et værk, som et facit, og hvor det bestemmes, hvorvidt det er lykkedes eller ej.
Jeg vil gerne bidrage til at holde fast i nuancerne, det er derfor jeg skriver kritik. Men sjovt nok er der, hvor jeg oplever det mest vanskeligt at skrive kritik, når jeg netop møder værker, hvor jeg ikke ved. Det er nemmere at skrive om noget, hvor jeg tydeligt mærker en begejstring eller et ubehag; så undersøger jeg hvorved dette opstår, og undersøger om det er rimeligt, at jeg føler det sådan. Men når jeg møder værker, hvor jeg bliver forvirret, så sidder jeg tit imens jeg ser performancen, og tænker: Hvad i alverden skal jeg dog skrive om dette? Og det handler jo om at turde stille sig et sted, hvor man tillader ny viden at strømme ind over en, og beskrive sin undren, og dermed også sige: jeg har ikke svaret.”
Jeg skriver kritik, refleksioner og undersøgende tekster om performancekunst, dans og teater, og jeg gør dette med en baggrund som både billedkunstner og forfatter. Jeg er derfor en person, som ikke er uddannet fra fx kunsthistorie, og jeg tror på, at der kan komme en anden form for kritik ud af dette: måske en kritik, der ved, hvordan stort set alle værker laves med hjerteblod og næsten ingen penge, og hvordan det oftest er et forsøg, og ikke noget som er færdigt, i stedet altid i bevægelse.
Det er interessant, hvordan kritikeren nemt kan tilskrives at have værdi som en sandsigerske, og her tænker jeg på den kritiker, der ikke går til sit erhverv som en undersøgelse og med ydmyghed, og som derfor også tildeler markeringer, såsom hjerter i Politiken, for at læseren derved nemt kan afkode præcis, hvor godt eller dårligt værket er – for netop meget kritik stiller sig netop der: fremskriver en (subjektiv) mening om et værk, som et facit, og hvor det bestemmes, hvorvidt det er lykkedes eller ej.
Jeg vil gerne bidrage til at holde fast i nuancerne, det er derfor jeg skriver kritik. Men sjovt nok er der, hvor jeg oplever det mest vanskeligt at skrive kritik, når jeg netop møder værker, hvor jeg ikke ved. Det er nemmere at skrive om noget, hvor jeg tydeligt mærker en begejstring eller et ubehag; så undersøger jeg hvorved dette opstår, og undersøger om det er rimeligt, at jeg føler det sådan. Men når jeg møder værker, hvor jeg bliver forvirret, så sidder jeg tit imens jeg ser performancen, og tænker: Hvad i alverden skal jeg dog skrive om dette? Og det handler jo om at turde stille sig et sted, hvor man tillader ny viden at strømme ind over en, og beskrive sin undren, og dermed også sige: jeg har ikke svaret.”
Tårnby Park Performance Festival,
https://bastard.blog/tarnby-park-performance-festival/
Collective Satisfaction - practices of consent and decision-making in non-hierachical collaboration
https://bastard.blog/collective-satisfaction/
Constellation of the Heart
https://bastard.blog/amalie-bergstein-nielsen/